Lug

Lug

Om designet

For Normann Copenhagen har den danske designer Simon Legald designet Lumberjack, en serie af karakterfulde lysestager drejet af et enkelt cylindrisk stykke træ. Det massive træ får modvægt af spinkle, kurvede taljer.

Inspireret af skovhuggere, der langsomt hugger materialet væk, indtil træet står på et spinkelt punkt, har Simon Legald skabt denne klassiske lysestage. Lumberjack har et enkelt udtryk og karakteristiske, bløde indsnit.

Simon Legald fortæller: ”Jeg synes, det er fascinerende, hvordan de små detaljer kan ændre hele opfattelsen af et produkt. Lumberjack er et rigtig godt eksempel på, hvordan man kan fjerne lidt for derved at fremhæve meget. Jeg har besøgt mange drejerværksteder igennem årene, og jeg synes denne klassiske snedkerteknik var en perfekt måde at tilføre et industrielt design håndværksmæssig finesse”.

Designet af Simon Legald.

Designer

Simon Legald

Den danske designer Simon Legald blev uddannet fra Kunstakademiets Designskole i sommeren 2012. Hans arbejde består af både små og store produkter, der ofte er skabt i krydsfeltet mellem håndværk og industri. I sine design anvender Simon Legald teknikker, der er nødvendige i designet, og som er en del af udtrykket, ved at fremhæve dem visuelt frem for at skjule dem.

”Ærligheden i et design gør det forståeligt, og er med til at beskrive produktets funktionalitet. Hvis du forstår produktet, behøver det ingen forklaring. Essensen af mit design er, at det bliver brugt. Udover det funktionelle aspekt skal mit design derfor også tilfredsstille de psykologiske og æstetiske behov. Simplicitet gør et produkt troværdigt og beskriver det bedst. I mine design forsøger jeg derfor ikke at tilføje unødvendige detaljer. Simpliciteten i mit design kan findes i den måde jeg fremhæver funktionelle elementer i stedet for at skjule dem. Det giver produktet et simpelt og ærligt udtryk.”