Kabino

KABINO

Om designet

En detaljerig og alsidig skænk

Kabino er en enkel og alsidig skænk med et eksklusivt udseende, designet af Simon Legald. Designeren tilfører ofte sit fingeraftryk til sine designs gennem velovervejede detaljer. Til Kabino har Simon Legald arbejdet med detaljeringen på lågerne for at bryde den ellers ensartede flade og skabe dynamik i designet. Det ses fx i håndtagene, der bevidst er forskudte og gjort til en integreret del af lågerne.

Simon Legald fortæller: ”Jeg kan godt lide at arbejde i krydsfeltet mellem håndværk og industri. Når man køber en moderne skænk er det ofte enten rent håndværk eller udelukkende industrielt. Til Kabino er der leget med fabrikationsmetoder og materialesammensætninger, så man i stedet får lidt af begge.”

Designet af Simon Legald.
Designer

Simon Legald

Den danske designer Simon Legald blev uddannet fra Kunstakademiets Designskole i sommeren 2012. Hans arbejde består af både små og store produkter, der ofte er skabt i krydsfeltet mellem håndværk og industri. I sine design anvender Simon Legald teknikker, der er nødvendige i designet, og som er en del af udtrykket, ved at fremhæve dem visuelt frem for at skjule dem.

”Ærligheden i et design gør det forståeligt, og er med til at beskrive produktets funktionalitet. Hvis du forstår produktet, behøver det ingen forklaring. Essensen af mit design er, at det bliver brugt. Udover det funktionelle aspekt skal mit design derfor også tilfredsstille de psykologiske og æstetiske behov. Simplicitet gør et produkt troværdigt og beskriver det bedst. I mine design forsøger jeg derfor ikke at tilføje unødvendige detaljer. Simpliciteten i mit design kan findes i den måde jeg fremhæver funktionelle elementer i stedet for at skjule dem. Det giver produktet et simpelt og ærligt udtryk.”